Kom selv og se ......

Efterskoleforeningen aflyser Efterskolernes dag

Efterskoleforeningen har valgt at aflyse Efterskolernes Dag på søndag den 27. september som et fælles, landsdækkende, fysisk arrangement. Beslutningen skal ses på baggrund af det stigende antal smittede med coronavirus og Statsministerens melding fredag om skærpede restriktioner, der nu gælder for hele landet, samt anbefalingen om at aflyse sociale arrangementer.

"Normalt vil omkring 20.000 familier på søndag rejse rundt i landet for at besøge efterskoler, og det afgørende argument for en aflysning er, at vi ikke på søndag udsætter gæster, personale og elever for den smitterisiko, trafikken på Efterskolernes Dag giver," siger Torben Vind Rasmussen, formand for Efterskolerne i Danmark.
 

Osted Efterskole holder et virtuelt arrangement søndag kl. 12.00

Vi beklager, at vi er nødt til at aflyse én af de dejligste dage i løbet af skoleåret. Efterskolernes Dag er netop dén dag, hvor vi møder kommende elever og forældre, og hvor vores nuværende elever nyder at være værter for de mange gæster. Vi laver i stedet et virtuelt arrangement søndag den 27. september kl. 12.00 på skolens Facebookside. Her vil I blive vist rundt af elever, se lokalerne, høre om fag og fritid, besøge eleverne på værelserne m.m.

Osted Efterskole inviterer til mindre rundvisninger

Når myndighedernes retningslinjer igen giver mulighed for det, vil vi invitere til rundvisning og information i mindre grupper. De familier, som allerede er tilmeldt Efterskolernes Dag, modtager særskilt information på mail.